Anmeldelse: Street fighter IV

Hvem husker ikke det farverige Street Fighter II og de propfyldte arcadehaller fra halvfemserne af? Jeg gør bestemt, for jeg husker det som var det i går – den lokale burgerbar havde to til tre spillemaskiner til at stå i deres baglokale, hvor datidens ungdom samlede sig om maskinerne og hamrede løs på knapperne som gjaldt det liv og død – og ikke mindst ens omdømme – for at finde frem til den sande King of the streets. Street Fighter II tog dengang alle med storm, og blev inden længe udnævnt for at være en klassiker – hvilket det i sandheden virkelig også er – nemlig en sand spil-perle.

Efterhånden som tiden gik udvidede Street Fighter franchisen sig på alle tænkelige aspekter. Der dukkede både tegneserier, tegnefilm og endda en virkelig dårlig biograffilm op med Jean-Claude Van Damme i hovedrollen. Tiden gik og gik og gik og Street Fighter II fik utallige genudgivelser under nye titler, dog var disse udgivelser ikke direkte efterfølgelser af spillet, men derimod en slags opdateringer til Street Fighter universet.

Der kom dog også en efterfølger, nemlig Street Fighter III, men om det var nogen succes, det kan man ikke ligefrem påstå – spillet fremstod nærmest som en parodi på Street Fighter universet – og efter min mening – så pissede Street Fighter III på hele Street Fighter’s reportiere, for at være det bedste fighting spil nogensinde – Street Fighter III var et direkte hån. Nu er det blevet tid til Street Fighter 4 – om det vil begrave franchisen endnu mere, eller puste nyt liv i Street Fighter universet, vil vi finde ud af i denne anmeldelse, hvor vi kæmper os igennem gaderne – modstander for modstander – for at se hvem der i virkeligheden vil indtage tronen som det bedste fighting-spil ever.

Vi er tilbage på gaderne og igen handler det om at slå på næve, for at nå frem til sit endelige mål – hvad målet er, kommer helt an på hvilken karakter du spiller med, for hver karakter har en personlig vendetta for at deltage i kampene på gaden. Der er ikke en direkte historie i spillet, det handler stort set om at tæske sin modstander til plukfisk – hvilket vi kender det fra alle fighting-spil efterhånden, så hvis det er historie og dybe fortællinger, samt twist’ede plotdrejninger du vil have – så lad mig sige det på forhånd – det er ikke hvad du får her, men derimod får du et tætpakket figthing-spil der er balanceret ned til mindste detalje. Som sagt, vi er tilbage igen – men vi er ikke de eneste der er tilbage – for med os har vi hele det velkendte persongalleri fra de foregående Street fighter spil, du vil finde både karatekæmperen Ryu, det bestialske bæst Blanka og armydude’en Guile – samt den altid smukke og eksotiske Chun-Li, (der i øvrigt snart er biografaktuel i sin egen spillefilm). Dog er det ikke kun velkendte ansigter vi vil finde på rollelisten – nej – for der er skam blevet plads til hele 8 nye karakterer, som bare venter på at uddele øretæver til højre og venstre.

Det handler stort set om at tillægge sig sin egen kampstil, hvilket godt kan være en mangel ved andre fighting-spil, der bare er baseret på en række combos, hvor man egentlig ikke rigtig har den fulde kontrol over de moves som man nu er i færd med at udføre. Sådan forholder det sig ikke i Street Fighter IV, selvfølgelig vil man også finde combos her, men de er begrænset ned til få knapper og kan udføres under få hundrededele af et sekund – som sagt – det handler om at være præcis i dette spil og det er her din helt egen unikke kampstil kommer på spil – det handler ikke om at indtaste så mange tastekombinationer som muligt, men om ren og skær fighting-skills.

Er man ingen Street Fighter veteran og har man endnu ingen skills, så er det muligt at vælge training-mode, hvor det er muligt at træne sig i sine moves, men desværre er training-mode en anelse kortfattet – hvis ikke helt ikke-eksisterende, men derimod er det muligt at spille challenge-mode, hvor du vil finde time attack, survival og trial modes – hvor sidste nævnte er ideel til at indlære de diverse special moves med. Disse special moves består af en række tastekombinationer – hvoraf nogle er nemmere end andre – alt efter hvem man er og hvem man spiller med og imod. Det er disse special moves der gør karakterene unikke, som fx. Ryu’s “Hadouken”, der affyrer en blå ildkugle mod din modstander, eller Blanka’s “Electric shock”, der lader Blanka’s krop med elektricitet, som gør det til et helvede for modstanderen at komme i nærheden af ham. Der findes et hav af unikke special moves.

Med hensyn til gameplay’et så har Capcom kørt sig i sikker position, ved at vende tilbage til det oprindelige 2D format, hvilket uden tvivl er en sikker vinder – da det tager afstand fra andre fighting-spil i 2009 og ikke mindst finder tilbage til Street Fighter’s egentlige rødder. Væk er 3D’en – hvilket virkelig ikke fungerede i Street Fighter III, da det gjorde det utrolig ubalanceret mht. styringen, men da dette ikke er en Street Fighter III anmeldelse, så lad os hellere holde os ontopic – Street fighter IV’s styring er præcist og perfekt afbalanceret – du føler virkelig at de slag og spark som du placerer på din modstander, at de virkelig udfalder af dine tastekombinationer, når du hamrer dine tommeltotter til blods. Men tag ikke fejl, for Street Fighter IV er ikke blot endnu en buttomsmasher, for det handler om at udlevere præcise slag mod din modstander, for ellers kan du godt glemme alt om at bekæmpe ham.

Teknisk er Street Fighter IV også en fornøjelse, godt nok er det ikke et spil man vil huske for grafikken, men Capcom har nu ramt det meget nydeligt. Det hele fremstår farverigt og tegneserieagtigt – lidt ligesom en manga, især er det enkelte intro og outro sekvenser præget af dette. Lydeffekterne lyder også som de skal og giver en actionpræget kamp dybde. Baggrundsmusikken er som altid en smagssag – dog skal det siges at den ikke er irriterende, men når alt kommer til alt, så er det blot baggrundsmusik og ikke mindeværdigt. Dog kan jeg alligevel ikke lade være med at nævne titelmelodien, som gruppen The Next Door står bag, der har et halvfemser-touch over sig. Selv om den ved første gennemlytning kan virke corny, så kan man alligevel ikke lade være med at synes om den og inden længe sidder man og synger med på omkvædet:

“Indestructible, I wont let nobody break me down, Indestructible, nothings gonna stop me now, Indestructible, gonna gonna make gonna keep on going, Indestructible, the last man standing”.

Men ligesom dette ikke er en Street Fighter III anmeldelse, så er det heller ikke nogen musikanmeldelse, så lad os kæmpe os videre mod den endelige dom – men inden vi når så langt, så lad os se på Network Battle-mode, som – som navnet antyder – omhandler kampe via. netværket. Egentlig er der ikke gjort så meget ud af onlinedelen, men det er også begrænset hvad man kan gøre ud af den, når kampene består af 1-on-1 kampe – præcist som man kender det fra versus-mode. Efterhånden som man vinder kampe, så vil man blive belønnet med ikoner og tag-lines -som du kan udsmykke din onlineprofil med- du har også mulighed for at vinde medaljer, disse medaljer har ikke et egentligt formål og virker overflødige. Du har selvfølgelig mulighed for at oprette dine egne kampe og invitere dine venner, (læs: fjender), på en omgang øretæver – men pas på, for det kan godt give blod på tanden.

Lad mig være ærlig. Street Fighter døde for mig, da Street Fighter III blev udgivet – for mig virkede det som om Capcom udgav det spil for at malke på succeserne og jeg var derfor ikke videre begejstret, da jeg hørte at de var i færd med at udviklet et nyt Street Fighter spil. Jeg var overhovedet ikke interesseret i Street Fighter IV i starten, men derimod var jeg mere interesseret i Street Fighter II Remix HD, der var en ny opdatering af det gamle Street Fighter II og som vækkede nostalgien i mig. Jeg har nu spillet Street Fighter IV og jeg må krybe til korset og bekende, at alt hvad Capcom gjorde forkert med Street fighter III, har det gjort rigtigt med Street Fighter IV. der er blevet lagt både kreativitet og erfaringer i spillet – hvilket det tydeligt bærer præg af og som man ikke vil betvivle efter første gennemspilning.

Selvfølgelig lider det under nogle enkelte irritationsmomenter, som at sværhedsgraden er en kende for høj og at endbossen Seth er – nærmest – en umulighed at besejre. Og det er selvfølgelig også en skam, at der ikke findes nogen egentlige historie til spillet – ud over den man kan læse og se sig frem til på diverse andre medier – dog skal det siges at det er svært at implementere en historie i et fighting-spil, hvor gameplay’et består af den ene kamp efter den anden – har man kendskab til andre fighting-spil, så vil man vide at dette er et velkendt “problem” for denne genre. Ser man bort fra disse ting, så er Street Fighter IV virkelig et flot og gennemført spil, som overhovedet ikke lider under nogen former for tekniske fejl – for det hele fungerer som det skal. Street Fighter er tilbage og jeg er glad for at Capcom har taget sig selv i nakken og bevist at de stadig kan udvikle et fighting-spil, som er Street Fighter titlen værdig – for Street fighter IV er en værdig efterfølger til en spilserie – der efter min mening – har været uddød i meget lang tid, dog er den blevet genoplivet med Street Fighter IV. Tak for det, Capcom.

Karakter 5/6